Musvågen - Musvåger i Danmark er de hyppigste danske ynglende rovfugle.

Musvåger i Danmark

Musvågen er en af de hyppigst sete rovfugle i Danmark året rundt. På grund af musvågernes forkærlighed for at søge efter mus, ådsler og andet bytte ved motorveje og vejudfletninger, ses musvåger ofte siddende på pæle og træer tæt ved trafikken uden for deres yngletid. Når musvågen er i luften vil dens brede vinger og ofte adstadige flugt på stive vinger giver god lejlighed til beskuelse.

Flyvende musvåge (Buteo buteo) i Danmark under efterårstrækket. Foto Copyright Søren Breiting/ Biofoto og A-Z Fotos.

De danske musvåger yngler i træer i skove og lunde, ofte tæt ved marker eller enge og fugtige områder, idet der ikke yngler så mange musvåger langt inde i tætte skovpartier. Den samlede bestand af musvåger i Danmark er på omkring 5.000 par, og musvågen er Danmarks talrigste ynglende rovfugl.

Fra slutningen af vinteren høres musvågens miavende stemme, mens den kredser over sit yngleterritorium. Kun ca. halvdelen af de danske musvåger trækker væk, resten er standfugle eller strejfer omkring.

I Danmark er vi begunstiget af at ligge på en hovedtrækrute for musvåger fra det øvrige Norden. De fleste trækker forbi Danmark, men nogle bliver vinteren over og bidrager til, at der er liv i vinterlandskabet, som sagt ofte observeret fra de større vejanlæg.

Som bredvinget rovfugl er musvågen tilpasset at kunne udnytte opadgående luftstrømninger, såkaldt termik, som også svævefly benytter. Under trækket vil musvåger derfor søge sammen, hvor sådanne opadgående luftstrømme kan hæve fuglene højt over terrænet og give dem en energimæssigt næsten gratis videre fremfærd, når de fra toppen af ’skruen’ lader sig glide fremad og nedad i trækretningen.

De steder, hvor man har særlig mulighed for at se trækkende musvåger, er steder, hvor de naturligt samles langs med kysten, idet de oftest følger ledelinjer i landskabet, men stopper op, når de når vand. Afhængig af vindretningen og styrken vil trækket af musvåger om foråret især kunne nydes ved nordøstvendte pynter og kystlinjer som Nordøstsjælland, Fyns Hoved og Skagen.

Om efteråret er de bedste træksteder Stigsnæs, Hyllekrog, Gedser og sydspidsen af Langeland. I Nordeuropa er Falsterbo i Sydsverige berømt for sit store fugletræk om efteråret, hvor i tusindvis af blandt andet musvåger passerer over Falsterbo-halvøen.

Under trækket ses ofte andre bredvingede rovfugle blande sig med musvågerne, når de skruer sig op i de højere luftlag. Således ses ofte fjeldvåger og rørhøge i selskab med musvågerne. I nogle tilfælde kommer musvågerne så højt til vejrs, at kun de allerskrappest fuglekikkere kan bestemme dem til andet end ’våger’, som indbefatter musvåger, fjeldvæger og hvepsevåger.

I praksis er hvepsevågen dog udelukket i en stor del af træktiden for musvåger, fordi hvepsevågerne først trækker hen på foråret i maj, og allerede forlader Danmark i august. Men selvfølgelig bør man ikke forlige sig på denne kundskab, når man søger at bestemme den enkelte trækkende våge, men basere bestemmelsen på faktuelle kendetegn, der observeres.

Generelt har musvågen et bredere og mere trekantet hoved, hvor hvepsevågens hoved strækker sig dueagtigt frem. Når hvepsevågen kredser, holdes vingerne nærmest horizontalt, hvor musvågens er svagt løftede, og fjeldvågens vinger er løftet en tand mere. Fjeldvågens vingestilling må dog ikke forveksles med rørhøgens vingestilling, der kan beskrives som et meget åbent V, når den kredser.